skip to navigation

SNAP FLUEN - fangeleg.

© Birgit Bach

Deltagere: 5-25 børn

1 "flue"

1 "gekko"

Plads: Legen kræver god plads og kan foregå

både udendørs og indendørs.
Brugsanvisning

Deltagerne stiller sig i en "klump" med et par skridts afstand

mellem hver deltager.

En "flue" udpeges og sendes udenfor syns- og hørevidde.

Nu udpeges der en "gekko" blandt de øvrige deltagere.

En fælles rytme for alle – minus "gekkoen" – aftales.

Eksempelvis: 1 klap i hænderne og 2 klap på låret (gentages).

"Gekkoen" laver den samme rytme, men med en lille variation.

Rytmen kan f.eks. være: 1 klap i hænderne og 1 klap på låret (gentages).

"Fluen" kaldes ind, og alle i "klumpen" laver nu fællerytmen i takt.

"Gekkoen" laver dog sin egen lille rytmevariant.

"Fluen" går rundt mellem deltagerne i rytmegruppen

og prøver at se og lytte sig til, hvem der er "gekkoen."

Når "gekkoen" er fundet, prikker "fluen" hurtigt til den og siger: "Gekko."

De øvrige deltagere stopper rytmen, og nu begynder fluejagten.

"Fluen" flygter ud og ind mellem deltagerne i rytmegruppen.

I forvejen har man aftalt et mål et sted i lokalet.

Lykkes det "fluen" at komme uskadt i mål, har den vundet.

"Gekkoen" forsøger samtidig at indhente "fluen", røre ved den

og sige: "Snap", inden "fluen" når målet.

Hvis "gekkoen" snapper fluen inden mål,

skal "fluen" være "flue" igen og en ny "gekko" vælges.

Hvis "fluen" når i mål først,

skal "gekkoen" være flue og en ny "gekko" vælges.
Variationer

Der kan laves mange rytmevarianter f.eks. ved hjælp af

klap, knips, tramp og mundlyde.

Sværhedsgraderne afhænger af deltagernes alder og kunnen.

Ligeledes kan man vælge forskellige måder at flygte/fange på.

F.eks. at kravle, hinke, hoppe på et ben, hoppe med samlede ben osv.

til toppen